Herre A-landsholdet stod efter VM 2018 uden aftale med DBU om forhold, vilkår mv. i forbindelse med deltagelse i landskampe. Forhandlinger mellem DBU og Spillerforeningen havde ikke bragt en aftale på plads inden kampen mod Slovakiet, og søndagen inden kampen brød forhandlingerne endeligt sammen, da en midlertidig forlængelse af den tidligere aftale faldt til jorden. DBU frygtede sanktioner fra UEFA i form af millionbøder eller udelukkelser fra turneringer, hvis ikke kampen mod Slovakiet blev gennemført, da kvindelandsholdet efter en lignende situation i efteråret 2017 bl.a. ikke stillede op til en VM-kvalifikationskamp mod Sverige. Mandag, to dage inden kampen, kontaktede DBU klubber i de lavere divisioner og bad dem om at formidle en åben invitation om at spille på landsholdet til deres spillere med svarfrist samme aften. Herefter udtog DBU en alternativ trup bestående af 24 amatørspillere, der først blev offentliggjort tirsdag eftermiddag, hvor John ’Faxe’ Jensen kort forinden havde accepteret at agere landstræner for det alternative landshold. Torsdag, dagen efter landskampen mod Slovakiet, indgik DBU og Spillerforeningen en midlertidig aftale gældende til og med 30. september 2018, hvorved Nations League-kampen mod Wales den 9. september 2018 kunne gennemføres med de oprindeligt udtagne spillere.
Ved klubrepræsentation er der taget udgangspunkt i placeringen af spillerens spillercertifikat. Spillere, der fx spillede futsal i en klub, står noteret som repræsenterende den udendørs klub, hvor spillercertifikatet befandt sig.
Christian Bommelund Christensen repræsenterede ikke nogen klub på tidspunktet for kampens afvikling.