Kampen, der kvalificerede Danmark til EM-slutrunden, blev trist nok Åge Hareides sidste som dansk landstræner. Som følge af covid-19 udbruddet blev EM-slutrunden den 17. marts 2020 flyttet fra sommeren 2020 til sommeren 2021, og de fire planlagte venskabslandskampe mod Færøerne (27. marts; Herning), England (31. marts; London), Norge (1. juni; Brøndby) og Sverige (7. juni; Brøndby) blev aflyst 13. marts 2020 hhv. 1. april 2020. Med kontraktudløb 31. juli 2020 kunne det i foråret 2020 konstateres, at der ikke var flere landskampe tilbage for den norske landstræner.