Inden kampens igangsættelse blev Christian Eriksen ønsket god bedring efter sit hjertestop under landskampen mod Finland fem dage tidligere. Christian Eriksen var fortsat indlagt på Rigshospitalet, hvor det samme dag var blevet oplyst, at han ville få indopereret en hjertestarter, en såkaldt ICD-enhed. Utallige tilskuere havde trøjer på med Eriksens navn påtrykt bagpå, den store danske trøje på banen i introen til kampen var ligeledes påtrykt et 10-tal og Eriksen, ligesom UEFA havde udsendt en syv minutter lang video med hilsener fra UEFA, de 23 andre nationer og dommerne ved EM-slutrunden.
Da der var spillet 10 minutter af kampen, blev spillet kortvarigt afbrudt for at ønske Christian Eriksen god bedring. I et minut stod spillerne og dommerne stille på banen og klappede ad Christian Eriksen, ligesom publikum på tribunerne rejste sig og klappede intenst af den danske 10’er. Da kampuret passerede 11:00 satte dommeren spillet i gang igen.
Som følge af smittesituationen i Danmark var det politisk besluttet, at der maksimalt måtte være 25.000 tilskuere i Parken.