Landsholdet har ikke stået med fem sejre og en uafgjort efter seks kampe siden kvalifikationen til vores første slutrunde nogensinde, EM i 1984 i Frankrig.
Det kører som smurt for det danske fodboldlandshold efter gårsdagens 1-0-sejr i Stockholm over de svenske favoritter. Med de tre point har Danmark nu 16 point for fem sejre og en uafgjort og styrer direkte mod VM-slutrunden i Sydafrika næste år.
Og faktisk er Danmarks landshold ikke kommet bedre fra start i en kvalifikationsturnering siden den, vi deltog i op til EM i Frankrig i 1984!
22. september 1982 lagde Danmark ud med den legendariske 2-2-kamp på hjemmebane mod England, hvor Jesper Olsen scorede det udlignende mål i kampens sidste minutter. Herefter fulgte fem sejre:
10.11.1982 Luxembourg 1-2 Danmark
27.04.1983 Danmark 1-0 Grækenland
01.06.1983 Danmark 3-1 Ungarn
21.09.1982 England 0-1 Danmark
12.10.1983 Danmark 6-0 Luxembourg
Det endte som bekendt med, at Danmark vandt gruppen, kvalificerede sig til EM i Frankrig, nåede semifinalen og tabte den på Preben Elkjærs brændte straffespark.
Kvalifikationen til VM i USA i 1994 begyndte med tre sejre og tre uafgjorte, og dermed var Danmark også dengang ubesejrede efter seks kampe. Her endte vi på bitreste vis med at tabe den sidste kvalifikationskamp i Spanien, hvor Bakero så ud til at begå frispark mod Peter Schmeichel i det danske mål, så Fernando Hierro uhindret kunne score til spansk føring og sejr, 1-0.
Med sejren i Sverige i aftes kan Danmark for anden gang fortsat opnå at gå ubesejret gennem en hel kvalifikation, hvis vi ellers undgår at tabe i de sidste fire kampe, hjemme mod Portugal, Ungarn og Sverige samt ude mod Albanien.
Den eneste gang hidtil, hvor Danmark ikke har tabt en kvalifikationskamp, var op til VM i Japan og Sydkorea i 2002 - den første med Morten Olsen som landstræner. Her endte de 10 kvalifikationskampe med seks sejre og fire uafgjorte.