Der blev uddelt øretæver, da FC København i aftes lammetævede FK Mogren i Champions League-kvalifikationen med hele 6-0 i Parken.
Dermed sætter FCK ny hjemmebanerekord i turneringen, hvor den største hjemmesejr hidtil ellers var 4-0 over nordirske Linfield FC 29. september 1993 i første runde af Champions League-kvalifikationen.
FCK har dog på udebane prøvet at vinde med 6-0 i Champions League-turneringen. Det var Sliema Wanderers FC fra Malta, der fik ørene i maskinen i turneringens kvalifikation 6. august 2003.
13. august 1998 vandt FC København med samme cifre som i går, da Karabakh Agdam fra Aserbajdsjan blev slået med tenniscifrene 6-0 i den daværende Cup Winners' Cup (pokalvindernes turnering).