Efter blot to runder af Superliga-sæsonen 2011/12 har vi allerede kunnet konstatere nogle herlige fornyelser i tabellen:
- AC Horsens lå ikke blot først efter sæsonoptakten, østjyderne forsvarede duksepladsen sidste weekend
- HB Køge har ligget sidst siden de første 360 minutter af sæsonen var afviklet
Hvor vi i sidste uge stillede skarpt på “Den Gule Fare”, så retter vi nu blikket mod bunden af tabellen – og Aurelius Skarbalius’ tropper fra HB Køge.
Ingen klub har ligget sidst fra start til slut
Det er blot sjette gang siden turneringsomlægningen i 1995, at en klub ligger sidst efter såvel første som anden runde af en Superliga-sæson, jf. tabellen nedenfor. Udover, at det hidtil alene har været et jysk fænomen, så ses det også, at HB Køge kan finde trøst i statistikkerne, eftersom ingen klub nogensinde har ligget nummer 12 og sidst efter hver af de 33 runder i sæsonen.
Såfremt HB Køge taber – og dermed fortsat ligger sidst og efter de første tre runder af sæsonen – vil klubben blive den blot tredje, efter AGF i 2001/02 og Viborg FF i 2007/08, som har ageret agterlanterne så længe fra sæsonstarten.
”Rekorden” tilhører Viborg FF, der for fire år siden lå sidst efter de første syv runder af sæsonen. I 2007/08-sæsonens ottende runde vandt de grønblusede viborgensere med 2-0 over AGF og sendte dermed århusianerne ned på sidstepladsen. Netop AGF er Superliga-historiens hidtil eneste klub, der – til trods for at have ligget sidst de første fem runder af 2001/02-sæsonen – ikke er rykket ned efter en sæsonstart med to 12. pladser ud af to.
Der er fortsat håb – men de næste tre kampe er altafgørende
HB Køge har således lidt tid at gå på. Endnu da. Efter udekampen i Lyngby på søndag, så får sjællænderne besøg af de tredobbelte Danmarksmestre, FC København, inden endnu en styrkeprøve på udebane med et andet bundhold, FC Nordsjælland, venter.
Som det ses af tabellen nedenfor, skulle HB Køge få vendt situationen og komme fri af 12. pladsen, så – alt afhængig af, hvornår i sæsonen det hænder, naturligvis – behøver den ”afløsende” klub ikke at fortvivle. Det er nemlig endnu aldrig sket, at den nye klub på sidstepladsen er rykket ned den pågældende sæson.
Hele 77 gange har Lyngby BK mødt HB Køges moderklubber, Herfølge BK og Køge BK, i DM- og pokal-sammenhæng, men det er første gang siden den sydsjællandske fusion, at klubberne mødes. Herfølge BK tog i såvel 1996 som i 2005 imod Lyngby BK den 31. juli – og begge gange endt med sejr til hjemmeholdet, henholdvist 2-0 og 3-0.
Fortsætter HB Køge tilværelsen som ”elevator-klub” eller bliver 2011/12 endelig sæsonen med stabilitet for sydsjællænderne?