De er helt til hundene i Brøndby IF. Klubben har ikke åbnet en DM-turneringen så dårligt siden 1979, hvor de blå-gule var i 2. division.
Superligaen:
Søndag 14. august 2011, kl. 20.43
Dårligste Brøndby IF-åbning siden 1979
Vestegnens efterhånden tidligere storklub har ikke smagt sejrens sødme på hjemmebane de seneste seks Superligakampe, og sæsonens åbning er den værste nogensinde i bedste række.
De har fået alt andet end en god åbning på sæsonen 2011/12 i Brøndby IF.
Klubben er allerede slået ud af Europa League, og i Superligaen roder den 10-dobbelte mesterklub rundt i den tunge ende, efter at det i aften blev til nok et pointtab hjemme mod SønderjyskE.
Dermed har Brøndby IF ikke vundet de seneste seks hjemmekampe i træk eller siden 3-0 over Esbjerg fB 21. april.
Det er to kampe fra Brøndby IF’s værste serie på eget græs i Superligaen, som blev sat mellem 18. oktober 2009, hvor det blev 1-1 hjemme mod FC Midtjylland, og 15. april 2010, hvor FC Nordsjælland tog alle tre point via en 1-0-sejr.
Det dårligste i bedste række
Men hvad værre er, så er Brøndby IF aldrig kommet så dårligt fra start på hjemmebane i den tid, klubben har spillet i bedste række - dvs. siden 1982!
Med to point i de tre første hjemmekampe har BIF’erne faktisk fået den dårligste sæsonåbning siden disse tre opgør indledte 2. division i 1979:
01.04.1979 Brøndby IF 0-0 Frederikshavn fI
12.04.1979 Brøndby IF 2-3 Roskilde BK
22.04.1979 Brøndby IF 0-3 BK Fremad Amager
Herefter vandt Brøndby IF til gengæld tre hjemmekampe på stribe, så hvem ved, om det også vender nu for den hårdtprøvede klub med mesterskabsambitioner?
I Superligaen tangerer Brøndby IF med fem point i fem kampe den hidtil dårligste åbning i Superligaen sat i sæsonen 2007/08. Her var målscoren 6-9 marginalt dårligere end de nuværende 7-10.