Det ser sort ud for Brøndby IF, der har færre end 1,00 point pr. kamp efter 13 kampe. Det er aldrig før sket for de blå-gule i DM.
Superligaen:
Søndag 23. oktober 2011, kl. 21.36
Brøndby IF historisk ringe fra start
De blå-gule har aldrig tidligere i Danmarksturneringen - eller siden debut’en i 1975 - fået så dårlig en begyndelse på en sæson, som det er tilfældet efter 1-2 i Silkeborg.
De bløder i lårfede stråler i Brøndby i øjeblikket. Søndag blev det til 1-2 på udebane mod Silkeborg IF.
Dermed tabte Henrik Jensens tropper for fjerde udekamp i træk, hvilket er en tangering af Brøndby IF’s negative Superligarekord.
Men hvad værre er, så er BIF’erne aldrig tidligere kommet så dårligt fra start på en sæson i Danmarksturneringen, hvor klubben har befundet sig siden debut’en i 3. division i 1975.
Brøndby IF har blot 0,92 point pr. kamp efter 13 opgør, og det er klubbens ringeste pointhøst på dette tidspunkt i sæsonen - nogensinde!
Godt nok blev det også kun til 0,92 point pr. kamp i 1993/94, men omregnet til tre point-systemet havde Brøndby IF faktisk 1,23 point pr. opgør på tilsvarende tidspunkt i den sæson.
I 2. division i 1979 stod Brøndby IF på 0,85 point pr. match efter 13 kampe. Men igen ville klubben have stået bedre, hvis en sejr dengang havde givet tre point, nemlig på 1,15 point pr. optræden.
Brøndby IF’s hidtil dårligste præstation efter 13 kampe var i 2007/08, hvor klubben åbnede med præcis 1,00 point pr. kamp. Dengang endte klubben på sin dårligste placering i Superligaen med en ottendeplads.
At Brøndby IF er langt fra klubbens standard ses af den gennemsnitlige høst pr. kamp i klubbens foregående 37 sæsoner i DM. Brøndby IF har i gennemsnit hentet 1,84 point pr. kamp efter 13 opgør i DM, mens det er blevet til i gennemsnit 1,81 point pr. opgør i de første 13 opgaver i Superligaens levetid, dvs. siden 1991.