Morten Olsens tropper har grund til at være tilfredse med landsholdsåret 2011. Samtidig skal vi helt tilbage til 1996 for at finde det seneste tilfælde med fem danske sejre i træk.
Danmark sluttede tirsdag aften landholdsåret 2011 af med bravour, da Finland efter en noget pauver første halvleg blev besejret med 2-1 på Blue Water Arena i Esbjerg.
Dermed kom Danmark nemlig op på fem sejre i træk, hvilket landsholdet ikke har præsteret siden 1996, hvor de rød-hvide vandt alle kampe fra 3-0 over Tyrkiet 19. juni til 1-0-sejren over Frankrig 9. november.
Kun tre landsholdsår i nyere tid (siden Betalt Fodbold blev indført i 1978) overgår det netop overståede landsholdsår, nemlig 2002, hvor det blev til 2,23 point pr. kamp, 1995, hvor holdet hentede flotte 2,64 point pr. landskamp og endelig 1981, der står som det bedste landsholdsår nogensinde med 2,67 point pr. kamp. (*)
Danmark opnåede flest sejre på et landskampsår i 1995 og 2002, hvor det i begge tilfælde blev til ni sejre.
Danmark scorede flest mål i 1962, hvor holdet nettede ikke færre end 32 gange - blandt andet takket være ikke færre end tre 6-1-sejre samme år over Norge, Malta og Finland.
Det ringeste landsholdsår nogensinde er 1970, hvor Danmark spillede tre kampe uafgjort og tabte hele seks opgør. Det gav sølle 0,33 point pr. kamp. (*)
(*) Vi har for god ordens skyld omregnet alle sejre til tre point, ligesom vi ligeledes ser bort fra de år, hvor Danmark kun spillede ganske få kampe. I 1910 (1 kamp), 1913 (3 kampe), 1914 (2 kampe), 1915 (3 kampe) og 1943 (1 kamp) mistede Danmark ikke point overhovedet. I 1911 (1 kamp) og 1942 (2 kampe) fik Danmark slet ikke point.