Når kampen mod Portugal fløjtes i gang på onsdag, vil to af spillerne i den forventede startopstilling sætte markante aftryk på rekorderne for yngste jubilarer.
Da Danmark for knap 20 år siden, den 26. juni 1992, vandt europamesterskabet var Christian Eriksen kun lige rundet de fire måneder, idet han blev født den 14. februar samme år. Den største danske fodboldtriumf har næppe haft den store indflydelse på den unge Eriksens karrierevalg, men ikke desto mindre debuterede han på landsholdet 18 år senere, den 3. marts 2010 mod Østrig. Her fik han de sidste 33 minutter og blev den fjerdeyngste danske A-landsholdsspiller nogensinde – og den yngste siden Michael Laudrup debuterede i 1982.
Danmark har siden landskampen mod Østrig spillet 25 landskampe, hvoraf Christian Eriksen har spillet i samtlige på nær to. Derfor står han nu på tærsklen til sin 25. landskamp, og jubilæet finder formentlig sted mod Portugal på onsdag. I givet fald vil Christian Eriksen blive den yngste blandt de 121 landsholdsspillere, der har opnået 25 landskampe for Danmark, siden Sophus Hansen i juni 1919 rundede dette jubilæum som den første danske landsholdsspiler. Christian Eriksen vil være næsten et år yngre end den hidtil yngste 25-kampsjubilar, Nicklas Bendtner, der for godt tre år siden overtog rekorden fra Michael Laudrup.
Netop Nicklas Bendtner er en anden mulig jubilar i landskampen mod Portugal. Han kan runde det dobbelte antal landskampe, nemlig 50 stk., knap seks år efter sin debut i kampen mod Polen den 16. august 2006. Nicklas Bendtner vil være meget tæt på at overtage rekorden for den yngste 50-kampsjubilar, men han vil på onsdag være blot 9 dage ældre, end da Michael Laudrup jubilerede i en alder af 24 år og 140 dage i november 1988. Nicklas Bendtner kan dog glæde sig over, at han vil blive den kun anden danske landsholdsspiler yngre end 25 år, der runder 50 landskampe.