Der var engang hvor FC København mod Brøndby IF var et topopgør, men sådan er det ikke længere...
Superligaen:
Torsdag 16. august 2012, kl. 07.10
Der var engang det var et topopgør
På lørdag mødes FC København og Brøndby IF i Parken til det 64. Superligaopgør mellem de to rivaler. I mange år var dette altid et topopgør, men sådan er det ikke længere.
63 gange er FC København og Brøndby IF tørnet sammen i Superligaen, og her er det københavnerne der efterhånden har et markant overtag, idet de har vundet 32 af de 63 kampe. 12 kampe er sluttet uden vinder og Brøndby IF har hentet 19 sejre mod ”Løverne”.
Vi har set lidt på nogle af de nice-to-know facts der er til weekendens udgave af ”New Firm”.
Den 20. sejr
Brøndby IF kan hente deres 20. sejr over FC København i Superligaen, mens FC København til gengæld kan hente deres 20. sejr over Brøndby IF hjemme i Parken.
Der er dog ikke meget der peger i retning af en Brøndby-sejr, for dels er Brøndby IF kommet meget skidt i gang i denne sæson – tre point er det blevet til indtil videre, og det er en historisk ringe pointhøst på dette tidspunkt af sæsonen – og ydermere har de aldrig tidligere været 10 point efter FC København efter blot fem runder.
Københavnsk dominans siden 2005
De 10 point kan jo endda blive til 13 point på lørdag, for siden 2005 har Brøndby IF kun scoret fem Superligamål i Parken mod FC København, hvilket har reddet dem tre uafgjorte i land i løbet af 11 kampe – de resterende otte kampe er alle vundet af københavnerne, der i samme periode har scoret 23 gange mod Brøndby IF i Parken. Brøndbys seneste udebanesejr i Superligaen over FC København ligger knap otte år tilbage i tiden, nemlig den 19. september 2004, hvor sjællænderne vandt med 3-1 på scoringer af Morten Skoubo (2) og Johan Absalonsen – Hjalte Bo Nørregaard stod for FC Københavns enlige træffer.
Negativ tilskuerrekord?
I den forgangne weekend så blot 7.667 tilskuere Brøndby IF tabe 0-1 til SønderjyskE, og det var det laveste tilskuertal til en Superligakamp på Brøndby Stadion siden den 19. august 2000, og de 11.196 tilskuere til FC København mod AGF, var også det laveste tilskuertal til dette opgør siden 2001 – og meget kunne derfor tyde på, at vi på lørdag for første gang siden starten af 1990’erne kommer til at have færre end 20.000 tilskuere til dette klassiske opgør.
Topscorere mod rivalerne
I de to klubbers aktuelle trupper er det hos FC København brasilianske César Santin, der, med fire mål, har scoret flest mål mod Brøndby IF, og han kan med en scoring på lørdag komme op på siden af Marcus Allbäck på listen over flest mål mod Brøndby. Øverst på denne liste ligger Dame N’Doye, Lars Højer Nielsen og Sibusisu Zuma, der alle tre har scoret syv Superligamål mod Brøndby IF for FC København.
Hos Brøndby er der ingen spillere i truppen, der har scoret to eller flere Superligamål mod FC København, og derfor bliver det nok ikke her i weekenden, at nogle af Brøndby-spillerne når op på siden af hverken Bent ”Turbo” Christensen, Ebbe Sand eller Ruben Bagger, der alle har scoret fire Superligamål mod FC København.
Teens med mål i støvlerne Andreas Cornelius vil være 19 år og 155 dage gammel på lørdag, og han kan blive FC Københavns første teenager der scorer mod Brøndby IF. Hidtil yngste FCK-målscorer mod Brøndby IF er Mathias Zanka Jørgensen, men han var 20 år og ni dage gammel, da han den 2. maj 2010 for første gang scorede mod Brøndby IF.