Hvis Silkeborg IF taber til FC København, så er de den 8. Superligaklub i træk der taber til københavnerne.
Superligaen:
Fredag 8. marts 2013, kl. 22.27
Kan FC København tangere klubrekorden?
FC København gjorde det i 2002 og i 2011, og nu har de chancen igen! De har vundet de seneste syv Superligakampe i træk, og kan med tre point mod Silkeborg IF tangere klubrekorden.
I 15. runde af denne Superligasæson mødte FC København på udebane AGF, et opgør der blev vundet af københavnerne med 2-0 takket være scoringer af Christian Bolaños og Kris Stadsgaard.
Ergo har FC København vundet syv Superligakampe i træk – og kan med en sejr på søndag over Silkeborg IF nå op på otte sejre i træk. Sker det, så vil FC København have tangeret deres klubrekord i Superligaen, for både i 2002 og 2011 er det lykkedes for FC København at vinde otte Superligakampe i træk.
Brødrene Jørgensen kom i vejen
I 2002 sluttede den lange sejrsrække i et opgør mod Brøndby IF. FC København var ellers foran 1-0 mod Brøndby IF helt frem til det 89. minut, hvor det så lykkedes for Mads Jørgensen at udligne til slutresultatet 1-1, et resultat der også var med til at sende mesterskabet til vestegnen.
Også i 2011 gik det galt efter de otte sejre. Denne var modstanderen AGF, og igen var københavnerne foran 1-0 helt frem til de afgørende minutter, hvor det igen var en Jørgensen der kom i vejen - denne gang Martin Jørgensen, altså broderen til førnævnte Mads Jørgensen...
Hvis sejr over Silkeborg IF, heldigvis ingen Jørgensen hos AC Horsens
Skulle det lykkes for FC København at besejre Silkeborg IF og tangere klubrekorden på otte sejre i træk i Superligaen, så får de mulighed for at hente den 9. sejr i træk på fredag, når de i Parken møder AC Horsens, og her kan FC København glæde sig over, at der ikke er en eneste "Jørgensen" i truppen hos AC Horsens…
Men det er Brøndby IF der har Superligarekorden
Hvis FC København skulle tangere klubrekorden og nå de otte sejre i træk, så er de dog stadig et stykke fra Superligarekorden – den rekord tilhører Brøndby IF.
Brøndby IF vandt nemlig 12 Superligakampe i træk tilbage i 1997/98-sæsonen! Hvad der kunne være blevet den 13. sejr i træk i Superligaen endte, i lighed med FC Københavns to forfejlede forsøg på at nå de ni sejre i træk, uafgjort med cifrene 1-1. Stopklodsen blev AGF, i et opgør hvor Kern Lyhne bragte AGF foran 1-0 i det 61. minut, men to minutter senere havde Bent ´Turbo´ Christensensikret Brøndby IF uafgjort 1-1.
Det er altså Brøndby IF der har Superligarekorden, men udover de 12 sejre i træk i 1997/97, så har Brøndby IF tre gange formået at vinde otte Superligakampe i træk – og det samme har AaB gjort en enkelt gang – det var i 2006, men her måtte AaB se den 9. sejr i træk glippe, da de tabte 0-1 til FC Midtjylland.