Danmarksturneringen 1939/40 blev afviklet under unikke forhold. Udbruddet af 2. verdenskrig den 3. september 1939 fik negativ indflydelse på trafikforholdene. Vinteren var usædvanlig hård, så turneringsstarten i marts 1940 blev sporadisk - og herefter kom så Besættelsen den 9. april 1940. Til trods herfor blev turneringen gennemført, dog med nogle signifikante justeringer, der omtales under hver række nedenfor.
I henhold til propositionerne deltog 10 klubber i denne række, nedrykkeren fra II Serie 1938/39, de syv vindere af de respektive lokalunioners turneringer 1938/39 (for LFBU’s vedkommende dog nummer to, eftersom vinderen (Nakskov BK) havde kvalificeret sig til II Serie 1939/40 gennem at vinde III Serie 1938/39) samt to klubber udpeget af DBU.
Den 17. april 1940 besluttede DBU – efter samråd med Svaneke BK – at trække klubben fra III Serie Øst 1939/40, annullere de to kampe, klubben allerede havde gennemført - Dragør BK 4-6 Svaneke BK (27.08.1939) og B 1921 3-3 Svaneke BK (24.03.1940) - samt aflyse de resterende seks, eftersom klubben ikke længere så sig i stand til at gennemføre kampe på grund af de vanskelige trafikforhold.