I Superligaen betegnes opgør mellem Brøndby IF og FC København ofte som en nyklassiker med den skjulte henvisning til tidligere tiders store opgør mellem de betydende københavnske klubber.
Når fokus derimod er pokalfodbold, findes der i Danmark ikke et mere klassisk opgør end netop opgøret mellem onsdag aftens to duellanter, der til sammen har spillet langt over 250 pokalkampe!
De mange kampe dækker naturligvis over, at begge klubber formår at præstere i pokalturneringen, hvilket understreges af AaB’s ni og Brøndby IF’s otte finaler.
Pudsigt nok har klubberne aldrig mødtes i selve pokalfinalen, men de er alligevel stødt på hinanden ved 11 tidligere lejligheder, heraf i tre dobbelte semifinaleopgør.
Med den øjeblikkelige stilling i Superligaen in mente, skal AaB mindst i pokalfinalen for fortsat at underholde med inspirerende europæisk fodbold igen for den kommende sæson.
Umiddelbart er statistikken imod AaB, der kun har besejret Brøndby IF i to af de 11 pokalkampe. Men AaB’s sejre er netop faldet i to af de tidligere semifinaler, der i begge tilfælde betød avancement til pokalfinalen...